Essay om at være til forelæsning - "Forelæsninger gør mig dyrisk"

I dag bringer Universitetsavisen et af mine essays, der handler om at være til forelæsning:
http://universitetsavisen.dk/kultur/forelaesninger-gor-mig-dyrisk

Overskriften er ikke min egen - den er mere sober - men resten af ordene er det absolut.

Det er en refleksion over, hvorfor forelæsninger bringer det mest dyriske og kropslige frem i tilhørerne.

Promenaden

I dag har et nyt blogfællesskab premiere: Promenaden. Det er undertegnede en del af. Derfor kommer de fleste af mine udladninger nok til at ligge der, i hvert fald de næste par måneder.

De øvrige bloggere er: Pia Juul, Martin Glaz Serup, Lene Asp, Lars Skinnebach, Thomas Boberg, Elisabeth Friis og Niels Frank. (Det er, tror jeg, lettere at holde sig varm, når andre også smider brænde på bålet ...)

På Promenaden ligger der allerede en del indlæg. Af meget forskellig karakter. Nogle er harmdirrende meta-litteraturkritik, andre dagbogsnotater, andre refleksioner og tekster. Selv 'debuterer' jeg med en bemærkning om titlen på Virginia Woolfs To the Lighthouse.

Oplæsning den 19. oktober - Opdigtet onsdag

	19. oktober · 19:00 - 22:00
Sted	Gefährlich Fælledvej 7
For	Opdigtet Onsdag
Flere oplysninger	Opdigtet Onsdag glæder sig til endnu en aften i stearinlysets skær. Forfatterne der gør os selskab til aftenens middag er: BO HR. HANSEN ... MAJA LUCAS EJLER NYHAVN

Viskestykket

En velplejet kvindekrop. Det var anden gang, der stod det i krimien, om et lig. Hver gang glædede jeg mig over det, idet jeg tænkte på min egen krop, som også var velplejet. Jeg ville også blive beskrevet sådan, hvis mit lig blev fundet. Detektiven ville notere sig mine velformede muskler og min bløde hud. Måske en moderne pendant til den gamle begrundelse for at skifte underbukser hver dag (hvis man bliver kørt ned og skal på hospitalet): Hvis du bliver myrdet, skulle politiet nødigt tro, du var en sjuskedorte. De afdøde kvinder var på min alder eller yngre. Jo mere uskyldsrene, jo bedre. Det er læren fra gode, gamle Edgar Allan Poe, intet er så tragisk som en smuk kvindes død, og i vores kultur er skønhed er lig med ungdom. (Det var det sikkert også på Poes tid, dengang var en 40-årig kvinde sikkert gammel på en helt anden måde end i dag, jeg bilder mig ikke noget ind i så henseende.) Ud fra den logik er det måske mærkeligt, at et barns død ikke er det mest tragiske, men jeg forestiller mig, at Poe ville have sagt, at et barnemord er rent ud bestialsk og derfor ikke hører ind under tragikkens område. I øvrigt er det tankevækkende, at børn, der dræber, dømmes hårdere i den offentlige debat end voksne mordere. Tænk på sagen om 2-årige James Bulger, der blev dræbt af to 10-årige. Som om mordernes unge alder føjer et ekstra lag til forbrydelsen, fordi vores billede af børnene som uskyldige væsner smadres. Som om vi vil benægte, at ondskaben findes i vores natur. Engang tænkte jeg meget over, hvorvidt mennesket var ondt eller godt, og om jeg selv var det, om skæbnen var det, om jeg i videre forstand kunne se en lys fremtid for mig, eller om jeg lige så godt kunne forestille mig en katastrofe. Min far, som jeg indviede i overvejelserne, lod til at blive irriteret over dem. Se på det viskestykke, sagde han og pegede på et ternet viskestykke, der hang på en krog, er det sort eller hvidt? Ingen af delene, vel, det er både sort og hvidt. Det lukkede munden på mig for en tid, men jeg kan stadig fortabe mig i spørgsmålet, specielt når man hører nyheder fra katastrofer, fra Haitis jordskælv, hvor kvinderne i nødlejrene døjer med voldtægter. På den ene side er det slet ikke overraskende: en masse forsvarsløse kvinder, uden nogen autoriteter til at holde orden, selvfølgelig bliver de voldtaget. På den anden side: kunne jeg forestille mig min mand, min far eller min bror voldtage nogen? Det ville de aldrig gøre, siger jeg med overbevisning i stemmen, og rykker dem over i viskestykkets hvide tern. Men det er nu ikke, fordi jeg tror på gode og dårlige mennesker, at dem jeg omgiver mig med er så meget bedre end alle andre. Måske tror jeg snarere på gavnlige omstændigheder, der muligvis bibeholder deres indflydelse, selv når omstændighederne forsvinder. På den anden er der altid mennesker, der formår at hæve sig over omstændighederne. Som den unge Doris Lessing, der var rasende over apartheidstyret, selvom hun, som hvid, voksede op med dets privilegier. Og at rige mennesker skulle være mere moralske end andre, er en løgn. Men måske er frihed fra sult og armod en frihed til ikke at være desperat. Det kan måske have en gavnlig indflydelse på ens moral, så man ikke tyr til vold, men læser krimier i stedet. Glædes ved at forestille sig sin krop vurderet udefra, af en retsmediciner, i stedet for partout at skulle møde døden.

Når kvinder tager fint tøj på

Det tøj, kvinder tager på, når de skal være ”fine” i vores kultur, er højst mærkværdigt. Emilia van Hauens skingre klumme i Information den 7. oktober 2010, ”Får jeg sex i de her sko”, fik mig til at tænke på hvor mærkværdigt. Sjældent har jeg læst noget mere misforstået feministisk end den, der opfordrer kvinder til at afstive selvtilliden ved at købe et par stiletter. Nu er det selvfølgelig noget tid siden, at hendes klumme var i avisen, og det, jeg vil sige i det følgende, har andre sikkert sagt før. Men heldigvis har man – vel – lov til at være sendrægtig på en blog, i hvert tilfælde ens egen. Så tillad mig hermed mit eget forsinkede pip i denne evigt aktuelle diskussion om kjoler, nylonstrømper og højhælede sko.

Sko, strømper og den lille sorte

Højhælede sko er usunde for kroppen. De belaster forfoden, anklerne, knæene og ryggen uhensigtsmæssigt. På langt sigt kan man få hammertæer, indsunken forfod, knæproblemer, rygskader. På kort sigt, det vil sige når man har dem på, er det svært at balancere i dem, og ens bevægelsesfrihed er reduceret. Der er ikke langt til den gamle kinesiske tradition med at forkrøble kvinders fødder. Æstetikken sættes højt over kroppens funktionalitet.

Nylonstrømper er ikke så varme som bukser og derfor, i vores kolde land, hårdere at have på. De går også let i stykker. Nogle er selvsagt af bedre kvalitet og mere holdbare end andre, men selv de bedste er langt mere skrøbelige end bukser. Dertil kommer, at de ofte trykker på maven eller skærer sig ind i hofterne. De skaber tit et ubehag, fordi de sidder så tæt om kroppen. Fordi de skal udstille kroppen.

Kjoler eller nederdele er ikke nødvendigvis upraktiske. Men det er en ulempe for en stor del af dem, der betragtes som fine, at der ingen lommer er. Man er afskåret fra at have nøgler, penge eller mobiltelefon på sig. Man kan med andre ord ikke være handlekraftig, købedygtig eller magtfuld. Man er bare en krop. Så kan man jo bære tingene i en håndtaske, men det er et besværende element i forhold til bare at have tøj på. Det er noget ekstra, man skal huske, noget ekstra man skal have styr på, og igen en udfoldelseshæmning.

Desuden giver kjole eller nederdel adgang til kvindens underliv. I princippet er der mulighed for en hurtig indtrængning i kvindens kusse, da der ikke er noget, som skærmer den. Andet end det – gerne florlette – undertøj og de føromtalte skrøbelige nylonstrømper. Nu kan man sige, at det er lige så hurtigt at flå et par løsthængende bukser af som at løfte op i en kjole. Men at tage bukserne af nogen kræver netop en kraftshandling, en voldshandling. Bukser er skabt, så de lukker sig om underlivet. At løfte op i nogens skørt, derimod, er let og kan ske ved et uheld. Et skørt kan selv vinden løfte op i – som vi ved fra film.

Det er derfor nærliggende at se kvindens fine tøj som noget, der hæmmer hendes bevægelsesfrihed, tilføjer hendes krop ubehag og gør hende seksuelt tilgængelig. Et bytte. Kvinden som ubehjælpsom, magtesløs, til fals. Det er det billede, der står tilbage af den typiske kvindelige påklædning. Læg dertil makeuppen, som også er skrøbelig og må skærmes mod regn og sved, det vil igen sige mod bevægelser, handlen. Da står kvinden tilbage som et umælende, stækket dyr, der skal kneppes.

Sjuskedorter og tørklæder

Den oplagte indvending mod dette er selvfølgelig: Man (!) kan jo bare lade være med  at tage det tøj på. Man kan jo bare lade være med at underlægge sig den norm. Og det er selvfølgelig rigtigt. Men det, man (!) ikke ser med denne indvending, er de sociale omkostninger, der er ved at bryde normen. Man er ”ikke pænt klædt på”. Man er ”ikke festlig”. Man er ”ikke attraktiv”. Af samme grund føler mange kvinder sig psykisk godt tilpas, når de har det ovenfor beskrevne tøj på, simpelthen fordi de lever op til samfundsnormen, samfundsskabelonen for ”en attraktiv kvinde”. Og fordi de bliver honoreret som sådan af komplimenter, vel at mærke både fra mænd og kvinder. Kvinder har denne model internaliseret – jvf. Emilia van Hauens indlæg – ligesom mænd har.

Nu ved jeg godt, at mænds fine tøj også indebærer nogle ubehageligheder: Slips kan give kvælningsfornemmelser, spidse mandesko kan også være ubehagelige at gå i, og et jakkesæt er meget varmt at have på om sommeren. Også mandens tøjnormer trænger utvivlsomt til en oprydning og en modificering. Mit ærinde er ikke at ville udråbe mænds tøj som det bedste, selvom jeg mener, at det generelt er mere praktisk og mindre kropshæmmende end kvinders. Mit ærinde er at beskrive det, jeg kender indefra, nemlig kvinders beklædning, og den underforståede ideologi. Tøj er jo del af vores hverdag, der fortæller om, hvordan vi opfatter os selv og hinanden. Tænk bare på tørklædedebatten.

Efterord

For rødstrømpegenerationen og deromkring vil ovenstående formentlig lyde tandløst banalt. Men jeg oplever, at mange kvinder i min egen generation snarere tager afstand fra rødstrømperne end bygger videre på deres erkendelser. I al fald når det kommer til det kropslige ...

Jensen’s Bøfhus

Engang var jeg på date i Jensen’s Bøfhus. Ikke at der var noget galt med det, ikke dengang. Der var jeg ikke så kræsen, som jeg er nu, altså i åndelig forstand. Eller: dengang var mine selekteringskoder ikke så veludviklede, som de er i dag. Hvad jeg ikke bryder mig om, den veludviklethed. Det er mig altid en lettelse at komme til et andet land, hvor jeg ikke kender mærkerne og stederne, og hvor jeg må navigere med mere simple metoder: ser det godt ud, smager det godt? Og som jeg husker det, smagte maden fint på Jensen’s Bøfhus. Det var selvfølgelig bøf, vi fik, en glimrende, velstegt bøf. Sovsen var dog kold, og da vi brokkede os over det, satte tjeneren den ublufærdigt ind i mikroovnen. Men den smagte fint, og det samme gjorde kartoflerne. Salatbaren var også, som den skulle være. Faktisk var tag selv-princippet en fordel for mig, der dengang var kræsen i helt bogstavelig forstand. Jeg brød mig ikke om oliven, cornichoner og hvidløg, og jeg havde det anstrengt med dressinger. Og selvom jeg i dag har fået en bredere smag, i bogstavelig forstand, sætter jeg alligevel pris på en god salatbar. Jeg ville formentlig befinde mig helt godt på Jensen’s Bøfhus i dag, hvis jeg kunne få mig selv til at gå derind. Vinen husker jeg intet om, andet end at det var mig, der betalte for den, det var aftalen. Vi var begge på SU, middagen var en anseelig udskrivning, den udgjorde vel 15% af en månedsindtægt. Så jeg syntes, det var rimeligt nok, at jeg betalte vinen, selvom det var ham, der inviterede. Han hed Mads, vi læste matematik sammen. Han var sort, lignede en vestafrikaner, men han talte en kraftig sønderjysk dialekt. Den forskel mellem hans udseende og stemmeføring var ret forbløffende. Men jeg spurgte ham aldrig om hans forældre, hans oprindelse, dengang mente jeg, det var det mest taktfulde. Han gik på et andet øvelseshold end jeg, men vi havde forelæsninger sammen, og vi kom til at sidde ved siden af hinanden nogle gange og begyndte at snakke. Jeg syntes, han var sød nok, men det kom som en overraskelse, da han spurgte, om jeg ville med ham ud. Jeg havde en del mandlige kammerater og venner fra studiet, så jeg tænkte ikke nødvendigvis, at det var en romantisk aftale, han fiskede efter. Men da jeg så ham vente på mig, nybarberet i hvid skjorte, vidste jeg imidlertid godt, hvad klokken var slået. Da vi bagefter drak en øl på en nærliggende cafe, prøvede han at kysse mig. Jeg måtte vikle mig ud af ham, under skyldig hensynstagen til hans forfængelighed og til det måltid, han havde givet mig på Jensen’s Bøfhus.

Bromance

En tilføjelse til mit essay om Berkeleys læsefrugter: Eddy Harris’ Mississippi Solo blev af en vaks studerende betegnet som ”bromance”. Det udtryk havde jeg aldrig hørt før, men det er selvfølgelig en sammenskrivning af ”brother” eller bare ”bro” og ”romance”. Med andre ord skildringen af et intenst mandligt venskab. (I parentes bemærket var det ikke den studerende, der fandt på ordet – han havde hørt det i en anden sammenhæng.)

Udtrykket er betegnende for Harris’ bog, der vrimler med interessante møder mellem Harris og andre mænd. Men hver gang en kvinde viser mere end overfladisk interesse, flygter han skrigende bort. Nærmest i bogstavelig forstand. Han sejler væk, ud i natten, fra en ung kvinde, som tilbyder ham at varme hans sovepose sammen med ham. Men det er ikke, fordi Harris’ på noget tidspunkt giver udtryk for homoseksuelle følelser – mandesamtalerne handler tværtimod ofte om kvinder og sex med dem. Men broderskabsfølelserne er tilsyneladende vigtigere end de der besværlige kvinder. ”Bromance” er det helt rigtige udtryk. Og hvilket udtryk!